Oplev anklagemyndigheden i en interaktiv retssag

Oplev anklagemyndigheden i en interaktiv retssag

21. marts 2018
Af Sofie Guldager Rafn

Hvor går grænserne for nødværge? Anklagemyndigheden er selvfølgelig med, når tænketanken Justitia i samarbejde med dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX afvikler en interaktiv retssag, hvor det er publikum, der er dommer.

På fredag 23. marts 2018 skal der i Retten på Frederiksberg falde dom i en sag om nødværge under et formodet hjemmerøveri. Opsætningen er fiktiv, men selve sagen er baseret på den ægte vare.

Sammen med tænketanken Justitia undersøger CPH:DOX nemlig grænserne for nødværge i ”Dox:Domstolen - en interaktiv retssag”. Ifølge Birgitte Eiriksson, advokat og projektleder hos Justitia, er det en mulighed for den almindelige borger at lære det danske retssystem at kende.

”Der vises mange udenlandske film om korrupte retssystemer rundt omkring i verden, så det er vigtigt at give et indblik i, hvor høj en grad af retssikkerhed vi har i Danmark,” siger hun.

I retssalen er anklagemyndigheden repræsenteret ved anklager og sektionsleder Martin von Bülow. Forsvarer er Kristian Braad, mens dommeren er byretspræsident Christian Lundsblad. Sagens vidner, offer og gerningsmand spilles af statister, men det er op til publikum at afgøre, om der er er beviser nok til domfældelse eller frifindelse - og hvilken straf, der i givet fald er passende.

Når publikum har afsagt dommen, bliver det afsløret, hvordan dommen faldt ud i virkeligheden, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål om retssagen herunder også om selve processen og de retssikkerhedsmæssige tanker, der ligger bag.

”Det bliver spændende at se, hvorvidt publikums retsfølelse adskiller sig fra lovens rammer, og om deres afgørelse ligger langt fra dommen i den virkelige sag,” siger Birgitte Eiriksson.


Dørene åbner fredag den 23. marts kl. 16.30, og retssagen går i gang kl. 17.00.