»Jeg anede ikke, om jeg var glad for retssalen«

»Jeg anede ikke, om jeg var glad for retssalen«

02. september 2015

En torsdag formiddag i Københavns Byret kulminerer tre dages intensivt arbejde på Anklagemyndighedens Sommerskole. 20 jurastuderende har for en stund skiftet lovbøgerne ud med reelle straffesager for at få kød på de juridiske paragraffer.

Anklageren undrer sig.

»Hvorfor var jagtgeværet skarpladt, hvis du kun ville skræmme din ekskone med det?«

Spørgsmålet retter sig mod Arne Andersen, som er tiltalt for drabsforsøg på sin kone. Hans forklaring om, hvorfor han tog et gevær med sig på bodega en tidlig aften i december, ser ikke ud til at overbevise anklageren.

Sagen der her bliver forelagt domsmændene er en virkelig, anonymiseret sag. Så selvom det ikke er én, men hele 20 anklagere, der på skift står ved anklagerpulten, lever de sig nemt ind i rollen.

I fire grupper og med en mentor ved deres side, sidder de studerende smånervøse og spændte på deres pladser i byretten. På skift går de dog målrettede op og forelægger sagen, afhører vidner, procederer skyldsspørgsmål og strafudmåling. Det nervøse forsvinder fra deres tale, og de lader sig hurtigt rive med i sagens gang. For selvom den praktiske gerning er ny for dem, har de i tre dage forberedt sig intensivt på netop dette, så de glæder sig til at vise, hvad de har lært.

Det handler om mennesker

De studerende bliver introduceret for sider af juraen, der for mange af dem er ukendte. Med et stort fokus på vidnepsykologi, retorik og afhøringsteknikker forsøger sommerskolen at klæde de studerende på til de dele af anklagerfaget, der ikke står i bøgerne.

Sidsel Allermann er anklager hos Rigsadvokaten og medarrangør af Anklagemyndighedens Sommerskolen. Ifølge hende er netop det menneskelige aspekt en af grundstenene i sommerskolen.

»Som anklager arbejder du først og fremmest med og for mennesker. Hvis du ikke kan tale din sag for dommeren eller ved, hvordan du mest hensigtsmæssigt afhører et vidne, fungerer juraen ikke. Det kræver erfaring og øvelse at stå i en retssal, og det er ikke noget, man kan læse sig til. Vi håber derfor med sommerskolen at give eleverne noget lærerigt og håndgribeligt med i bagagen,« forklarer hun.

Og netop det at få konkretiseret og afprøvet sit studie er grunden til, at jurastuderende Jakob Kjær Ratz valgte at deltage på årets sommerskole. Han studerer på syvende semester jura ved Aarhus Universitet og havde inden sommerskolen ingen praktisk erfaring med sit fag.

»Jeg har aldrig været i en retssal før og havde derfor ingen fornemmelse for, om det var noget, jeg kunne. Jeg anede ikke, om jeg var glad for retssalen. Men hvis man vil være anklager, kræver det jo, at man kan lide at være på, så jeg havde brug for at afprøve det, inden jeg for alvor skal vælge retning. Jeg fandt heldigvis ud af, at jeg er helt vild med det, « fortæller han og smiler.

Se billeder fra Anklagemyndighedens Sommerskole 2015

Følg anklagemyndigheden på LinkedIn