Tidligere efterretningschef tiltalt for tavshedsbrud

Tidligere efterretningschef tiltalt for tavshedsbrud

12. marts 2018
Af Simon Gosvig

En tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste bliver nu tiltalt for at have brudt sin tavshedspligt. Anklagemyndigheden vurderer, at efterretningschefen under skærpende omstændigheder har videregivet fortrolige oplysninger i en bog.

Anklagemyndigheden rejser nu tiltale mod en tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), der i bogen ”Syv år for PET” har fortalt om sin tid i efterretningstjenesten. Det oplyser vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen, Statsadvokaten i Viborg.

»Det er anklagemyndighedens vurdering, at en del af de informationer, som den tidligere chef har videregivet i forbindelse med bogudgivelsen, indebærer et strafbart brud på tavshedspligten,« siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.

Den tidligere efterretningschef er tiltalt for at videregive fortrolige oplysninger – blandt andet oplysninger af væsentlig betydning for statens sikkerhed. Det skyldes, at det har været nødvendigt at hemmeligholde oplysningerne for at varetage væsentlige hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser.

Tiltalen er under skærpende omstændigheder efter straffelovens paragraf 152 stykke to.

»Tiltalen skal ses i det lys, at videregivelsen af oplysningerne er foretaget af en tidligere øverste chef for PET og den helt særlige samfundsrolle og det formål, som denne institution varetager. Det betyder også, at oplysninger om PETs arbejdsmetoder, samarbejdspartnere med videre er forbundet med helt særlige fortrolighedshensyn. Vi mener, at disse fortrolighedshensyn er overskredet – og derfor har vi rejst tiltale. Det er nu op til domstolene at træffe den endelige afgørelse,« siger vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår straffesagen kan begynde ved Københavns Byret.

Straffelovens § 152
Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder

Stk. 2. Begås det i stk. 1 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 2 år. Som særligt skærpende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor videregivelsen eller udnyttelsen er sket under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor.

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.


Presse- og kommunikationsrådgiver Simon Gosvig 72 68 90 54