Politiets afhøring af vidner

Politiets afhøring af vidner


Hvis du har været vidne til en forbrydelse, vil politiet afhøre dig om, hvad der er sket.

Afhøringen vil normalt foregå på den lokale politistation. Afhøringen kan også foregå på gerningsstedet eller telefonisk. Politiet skriver din forklaring ned i en politirapport, som du vil få mulighed for at læse igennem og underskrive. Nogle gange kan det være nødvendigt at afhøre dig flere gange i løbet af efterforskningen.

Det kan også være, at politiet i forbindelse med en afhøring gerne vil have dig til at deltage i en fotokonfrontation, hvis politiet ikke er sikker på, hvem gerningsmanden er. Politiet viser dig en mappe med fotografier med mulige gerningsmænd, som du skal se igennem og se, om du kan genkende gerningsmanden.

Politiet afhører også andre personer, der kan have noget med sagen at gøre. Det vil eksempelvis være offeret, den mistænkte eller sigtede eller andre vidner.


Kan jeg få en kontaktperson hos politiet?

Hvis du har været vidne til bandekriminalitet, grov personfarlig kriminalitet eller anden lignende alvorlig kriminalitet, kan politiet hjælpe dig. Du vil blandt andet få tilbudt en kontaktperson hos politiet, som du kan henvende dig til under sagens forløb, hvis du har spørgsmål. Kontaktpersonen er typisk en politibetjent, og han/hun vil kontakte dig, når du er blevet afhørt.

Læs mere om straffesagens forløb