Tiltalte

Tiltalte

Når der er rejst tiltale (det vil sige, når anklagemyndigheden har sendt sagen i retten) mod den person, som politiet har sigtet for en forbrydelse, kalder man personen tiltalte.

Tiltalte er altså den eller de person(er), der er anklaget for forbrydelsen.

Som det helt klare udgangspunkt skal den tiltalte være til stede i retten, når sagen bliver gennemført (hovedforhandlet). Den tiltalte har krav på at være der under hele hovedforhandlingen og høre de vidner, der afgiver forklaring i retten. I visse tilfælde kan denne ret dog blive begrænset, f.eks. ved at tiltalte skal lytte til et vidnes forklaring fra et andet lokale end retslokalet eller får læst vidneforklaringen op.

Under hovedforhandlingen sidder den tiltalte ved siden af sin forsvarsadvokat. Når tiltalte afgiver forklaring, sidder han eller hun i midten af lokalet. Det gør vidnerne og offeret også, når de afgiver forklaring. Tiltalte får også lov til at sige noget, lige inden dommerne trækker sig tilbage for at overveje sagen (votere).

Når retten har afsagt dom i sagen, kan tiltalte beslutte, om sagen skal ankes til landsretten.

Læs om processen efter der er afsagt dom